Kender du Viborg Animation Festival?
Viborg Animation Festival (VAF) er Nordens største festival for alle, der elsker animation og visuelle fortællinger.
I biografen præsenterer vi et håndplukket udvalg af animationsfilm fra hele verden. Samtidig samler festivalen kreative professionelle til talks og netværk. Og gør byen levende gennem lyskoncerter, udstillinger og kreative aktiviteter for hele familien.
VAF har været afholdt årligt siden 2013.
Viborg Animation Festival arrangeres af The Animation Workshop i tæt samarbejde med Viborg Kommune, Creative Viborg og en række andre lokale aktører.
The Animation Workshop
The Animation Workshop har gennem flere år ligget i toppen af listen over verdens bedste internationale animationsskoler. Skolen har et stærkt, globalt netværk og et levende studiemiljø med internationale uddannelser og kurser inden for animation.
Viborg Kommune
Animation og visuel kreativitet er en unik styrkeposition for Viborg Kommune, og byen er udnævnt som UNESCO Creative City inden for Media Arts. Kommunen har gennem flere år haft en strategi om at nå ud til hele Viborg kommune med visuel kreativitet.
Creative Viborg
Creative Viborg er et kontorfællesskab for den kreative industri i Viborg med ambition om at være det bedste sted i Danmark til at udvikle kreative virksomheder og styrke byens kreative økosystem.
Sådan deltager du i festivalens aktiviteter
Arbejder du med animation, spil eller andre visuelle medier?
Hvis du arbejder med visuelle fortællinger, kan du købe akkreditering til festivalens faglige aktiviteter og få fuld adgang til talks, netværksarrangementer, filmvisninger og meget mere.
Elsker du at gå i biografen?
Festivalen præsenterer et håndplukket udvalg af animationsfilm fra hele verden. Vi har en filmkonkurrence med animerede kortfilm og nye featurepremierer til både børnefamilier og voksne. Vi har også sansetilpassede screenings for neurodivergente. Der er nok også en film, der passer til dig.
Har du børn?
Der er masser af aktiviteter for børn under Viborg Animation Festival. Hver dag i uge 37 er der familievenlige animationsfilm i biografen - og visninger i det fri koblet til kreative aktiviter og workshops. Vi samarbejder også med skoler om undervisning i animation og arrangerer kreative workshops, hvor børn kan lære at animere. Aktiviteterne for børn bliver synlige i vores program i løbet af foråret og sommeren.
Er du vild med kultur?
Er du til udstillinger og events, er der masser af ting at opleve under festivalen. Vi har lyskoncerter på bygningsfacader, en festivalplads med open air filmvisninger og kreative aktivteter plus et væld af udstillinger i byen.