Viborg Animation Festival bliver skabt i samarbejde med det kreative miljø, som kendetegner Viborg og som har bidraget til, at byen er udnævnt til en UNESCO Creative City inden for Media Arts. Her sætter vi fokus på ANIDOX, som under Viborg Animation Festival viser, hvordan animation sammen med moderne XR-teknologi kan bruges til at formidle dokumentariske fortællinger på nye måder.
En af de helt særlige oplevelser under Viborg Animation Festival er ANIDOX, som under festivalen viser, hvordan animation sammen med moderne XR-teknologi kan bruges til at formidle dokumentariske fortællinger på nye og immersive måder. Som besøgende på ANIDOX-udstillingen hos Galleri NB får man VR-briller på og er dermed straks fordybet i det udvalgte værk, som bevæger sig inden for genren animeret non-fiktion; altså fortællinger fra den virkelige verden iklædt animation.
At befinde sig midt i fortællingerne gennem VR-teknologi giver en anderledes mulighed for indlevelse, fordybelse og refleksion – og udstillingen er dermed med til at udvide, hvordan dokumentariske fortællinger kan formidles.
”Mulighederne for at opleve VR- og XR-værker af høj kvalitet er stadig sjældne for mange. På ANIDOX:XR kan besøgende opleve internationalt anerkendte projekter, herunder værker vist på store platforme som Venedigbiennalen, i en tilgængelig og imødekommende festivalramme”, siger Michelle Kranot og Uri Kranot, som er kunstnerparret bag ANIDOX og XR-udstillingen, som kan opleves hos Galleri NB i uge 37.
Udover at være offentligt tilgængeligt for festivalens gæster, konkurrerer de udvalgte værker om at vinde ANIDOX:XR-prisen, som uddeles af en international fagjury. Prisen overrækkes under VAF Awards.
Udstillingen kræver ikke noget forhåndskendskab eller erfaring med VR-teknologier. Hvis du vil opleve ANIDOX:XR-udstillingen, skal du være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at bestille tid grundet begrænset kapacitet.
Billetter kan bookes gennem Viborg Animation Festivals hjemmeside i løbet af foråret – hold øje med programkalenderen løbende eller skriv dig op til vores nyhedsbrev og få direkte besked.