Skip to content

15. juni 2026

VAF Land: Et nyt festivalområde for hele familien

Når Viborg Animation Festival 2026 løber af stablen, bliver der rig mulighed for at tage del i løjerne for byens borgere. Midt i byen åbner festivalen nemlig et nyt festivalområde, hvor børn, familier og øvrige besøgende kan samles om kreative aktiviteter, filmvisninger og madoplevelser.

Det nye område får navnet VAF Land og bliver placeret på Oberst J. C. Lunds Plads, også kendt som Paradepladsen. Her vil der fra 10-13. september være gratis adgang til et bredt program med blandt andet filmvisninger under åben himmel, kreative workshops, lokale madboder og aktiviteter for både børn og voksne.

”VAF Land skal være et sted, hvor alle kan være med. Vi ønsker at skabe en levende festivalplads – et lille animationsland, hvor børn og familier kan mødes om animation, kreativitet og fælles oplevelser”, siger Karoline Nederby, festivalleder for Viborg Animation Festival.

Hun håber, at VAF Land kan udvikle sig til en fast tradition under festivalen.

”I år er startskuddet for VAF Land, hvor vi udvikler alt fra bunden. Og så håber jeg, indsatsen kan bære frugt og udvikle sig til en tilbagevendende begivenhed, som kan vokse sig større år for år og kan give byens borgere en masse fede oplevelser med animation”, siger hun.

BYGGER VIDERE PÅ SUCCES
Idéen til VAF Land udspringer af erfaringerne fra sidste års samarbejde mellem Viborg Kommune, Viborg Animation Festival og foreningen Mad & Kultur om VAF x Viborg Streetfood Festival.

Eventet tiltrak i 2025 mere end 12.000 gæster over fem dage og viste, at der er stor interesse for fælles oplevelser i bymidten.

Men hvor streetfood-festivalen blev udviklet sammen med en ekstern aktør, er ambitionen denne gang at skabe et koncept med stærk lokal forankring.

Hos Viborg Kommune har man derfor arbejdet målrettet på at involvere lokale samarbejdspartnere i udviklingen af det nye festivalområde.

”Vi ønsker at skabe en festivalplads med afsæt i de grundsten og værdier, vi også benytter til f.eks. Snapsting og mange andre events, og som mange både i og udenfor kommunen kender os for. Når vi samarbejder lokalt og løfter i flok, skaber vi noget, der virker, både i år og årene fremover. Derfor har vi inviteret lokale madleverandører, lokale kunstnere og kreative aktører med til at forme indholdet, så området får en tydelig Viborg-identitet”, siger Lars Stentoft, kulturdirektør i Viborg Kommune.

Han ser VAF Land som en mulighed for at bringe endnu flere borgere tættere på det kreative miljø, som byen er kendt for.

”Som bekendt er Viborg udnævnt til at være en særligt kreativ UNESCO-by, med baggrund i byens verdenskendte animationsskole og de mange virksomheder, der udspringer herfra. De senere år har vi arbejdet på at mange flere skal få bedre kendskab til dette fantastiske miljø. Hvor den årlige animationsfestival tidligere måske mest har været for fagfolk, kan vi med det nye VAF Land invitere kommunens borgere og familier helt tæt på sjove kulturoplevelser og de filmskabere og kreative virksomheder, som vi er heldige at have boende her. Sammen med de spændende madboder er der således meget at ”smage” på”, slutter kulturdirektøren.

VAF Land bliver en del af Viborg Animation Festival 2026.
Der er gratis adgang for alle besøgende.

Programmet for VAF Land samt Viborg Animation Festivals øvrige aktiviteter vil blive offentliggjort løbende i festivalens program.

VAF Land åbningstider

Torsdag d. 10. september kl. 16-21

Fredag d. 11. september kl. 15-21

Lørdag d. 12. september kl. 10-19

Søndag d. 13. september kl. 10-18

Tilmeld dig nyhedsbrevet, og få mere information om programmet

Partnere