Skip to content

Et medielandskab i forandring: Hvad sker nu - og hvad venter de næste fem år?

#forprofessionelle Talks

Denne keynote slår tonen an for dag to på VAF Industry Days.

Keld Reinicke giver et veloplagt overblik over de vigtigste forandringer i dansk, nordisk og globalt medieforbrug – og hvad vi kan forvente fremover. Set fra perspektivet som forbruger, producent og kreativ aktør i animationsbranchen og beslægtede områder.

Vi gennemgår den nyeste medieudvikling, de seneste mediedata og de vigtigste muligheder for at navigere klogt i det moderne medielandskab – både her og nu og i et længere strategisk perspektiv. Formålet er at give en opdateret og dybdegående indsigt. Keld bidrager med et aktuelt overblik og præsenterer udvalgte cases.

Med andre ord: En overflyvning af medieudviklingen i Danmark, Norden og globalt samt en forklaring på, hvorfor udviklingen ser ud, som den gør - så du bedre kan navigere i den.

Talken er på engelsk.

Om Keld Reinicke:
Keld Reinicke er en af Danmarks mest visionære stemmer inden for digital forandring, brandudvikling og det nye creator-økosystem. Med mere end 25 års erfaring i den danske og internationale mediebranche har han været drivkraft i udviklingen af TV 2 ZULU, DR2 og TV 2 Charlie og i en årrække formet dansk tv som programchef på TV 2 Danmark.

I dag arbejder Keld som strategisk rådgiver for både mediehuse, globale brands og teknologivirksomheder, der ønsker at forstå og udnytte de nye digitale markeder. Han hjælper organisationer med at navigere i en tid, hvor streaming, film, serier, AI, gaming og creator-drevne platforme ændrer spillereglerne for kommunikation og fortællinger.

Keld er medstifter af SportsTech-succesen VEO – et globalt brand, der kombinerer teknologi, fællesskab og brugergenereret indhold – og bestyrelsesformand og executive producer i spilstudiet Triband, skaberne af de prisvindende titler What the Golf? og What the Car? Keld sidder i bestyrelsen for København og Østdanmarks nye film, spil og mediefond, der skal til at gentænke hvordan vi hjælper de kommende generationer af historiefortællere med nye innovative støttemidler. Keld bruges hyppigt som oplægsholder på konferencer, som ekspert i medierne og som rådgiver i strategiske diskussioner om fremtidens digitale forbrugere og indholdsformer.

Partnere